august 14, 2020 - 16:19

Sommerkage // Nøddemarengs med skyrfyld og bær

sommerkage

Jeg bagte forleden denne sommerkage lavet på en bund af nøddemarengs, skyrfyld og bær. De friske bær i sig selv gør selvfølgelig kagen sommerlig, men skyrfyldet gjorde også at kagen ikke virkede særlig ‘tung’. Derfor er det en særligt god kage til de her varme dage, hvor man ikke orker alt for fede og tunge sager. Det gør jeg i hvert fald ikke. Den egner sig både godt sammen med te eller iskaffe på en varm eftermiddag, men den er også fortrinlig som en af sommerens desserter. Opskriften på den lækre og indbydende sommerkage er både nem og hurtig at gå til.

Det skal du bruge:

Bund:
75 g. mandler
5 æggehvider
2 dl. sukker
1 spsk. kartoffelmel
1 tsk. vanillesukker
80 g. mørk chokolade

Fyld:
500 g. skyr
3 spsk. flormelis
1 tsk. vanillesukker

Topping:
Friske jordbær og blåbær eller andre bær som hindbær og brombær

Sådan gør gør du:

Pisk æggehvider og sukker til en blank marengs masse (den er færdig når den ikke render sin vej, når du vender skålen på siden) med en elpisker i ca. fem minutter. Hak mandlerne fint og vend det i marengsen sammen med kartoffelmel og vanillesukker. Hæl nøddemarengsen ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og form så blandingen til en cirkel (ca. 25 cm i diameter). Bag midt i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Hak chokoladen (eller brug pålægschokolade) og fordel det på den lune bund, så snart den kommer ud af ovnen. Brug en kniv til at smøre chokoladen ud som den smelter. Skyl bærerne og skær jordbær i passende stykker. Bland skyr, flormelis og vanillesukker sammen i en skål, og fordel derefter på den afkølede kagebund. Pynt med bær, og servér den lækre sommerkage!

 

sommerkage

 

Skriv kommentar 0 Kommentarer
juli 12, 2020 - 14:44

Nemme hjemmelavede romkugler af brownie rester

Nemme hjemmelavede romkugler

Du har nok hørt før at du bør gemme dine kagerester, så du kan bruge dem til nemme hjemmelavede romkugler, studenterbrød, cakepops eller anden form for trøffel kage.  Den er god nok. Disse lækre trøffelagtige romkugler er lavet af brownie rester. Jeg er ganske begejstret for at intet går til spilde når jeg bager. En brownie skal være lækker ’smooshy’ indeni, men kanterne bliver indlysende nok, bagt lige lidt mere end selve midten af kagen. Derfor skærer jeg som regel kanterne fra, når brownien skal serveres som dessert eller på kagebordet. Det var også tilfældet sidst jeg havde gæster, og istedet for at smide kanterne ud, gemte jeg dem i køleskabet og lavede romkugler af dem et par dage senere. Opskriften deler jeg selvfølgelig med jer her, for det er virkelig nogle nemme hjemmelavede romkugler, og så smager de bare lækkert.

Først skal du bruge en god brownie opskrift. Jeg bruger næsten altid den samme opskrift fordi den både er virkelig nem og virkelig lækker.

Til ca. 12 stk. brownie skal du bruge:

300 g. bagemargarine
2 dl hvedemel
4 æg
5 dl. sukker
3 dl. kakao
1/2 tsk. salt

Tænd ovnen på 175 grader. smelt margarinen og lad det køle en smule af. Pisk æg og sukker godt sammen, og tilsæt margarinen. Kom mel, kakao og salt i dejen og rør det sammen. Hæld dejen i en lille form (ca. 20×20). Bag i 20-25 minutter – hold øje med at kagen ikke bliver for fast. Skær kanterne fra når kagen er kølet ned og gem til romkuglerne.

Opskrift på ca. 6 styks nemme hjemmelavede romkugler:

300 g. brownie rest
2 tsk. hindbær syltetøj
5 tsk. mørk rom
50 g. finthakkede mandler

Kokos, hakkede nødder, frysetørrede hindbær eller krymmel til pynt

Bland alle ingredienser sammen i en skål og ælt det godt sammen med fingrene. Stil gerne massen på køl en lille times tid, så romkuglerne bliver nemmere at forme. Form seks romkugler og rul dem i det ønskede pynt.

Du kan variere dine romkugler nærmest som du har lyst til. Bruger du udelukkende brownie som kagemasse, så bliver kakao smagen meget intens. Vil du have dem mindre trøffel agtige, kan det anbefales at blande en hvid kage i også, som f.eks. resterne af disse vanille cupcakes eller disse citron cupcakes. Du kan også dyppe dine romkugler i smeltet chokolade inden du vender dem i krymmel, for et mere sprødt ydre. Der er mange lækre måder at variere de nemme hjemmelavede romkugler på, så det er bare med at prøve sig frem.


Skriv kommentar 0 Kommentarer
september 27, 2019 - 21:10

Dadelkugler lavet på dadelpasta, mandler og kakao

dadelpasta

Er du på udkig efter en sundere sød snack, så kast dig ud i disse dadelkugler lavet på dadelpasta og kun 4 andre ingredienser. Her i New York er det super svært at finde dadelbarer og generelt sundere snacks, som både er økologiske og uden alle mulige former for tilsætning. Jeg besluttede derfor at lave mine egne dadelkugler, som er lige til at have med på studiet når lækkersulten melder sig.

Disse er super nemme at lave, og med dadelpasta i er det endnu lettere. Det er den største grund til at jeg vælger at bruge dadelpasta frem for dadler. Dadelpastaen er en masse bestående af 100% dadler, så helt ren i konsistensen. Du slipper blot for at stå og blende eller finthakke dadler. Hvis du lige som jeg, ikke er så vild med at tygge i små dadelstykker eller ikke gider arbejdet med at blende dadler (og rengøre blender), så er dadelpasta altså en fantastisk løsning. Jeg har købt min dadelpasta på Amazon til omkring 120 kr for 1 kg. så temmelig dyrt. I Danmark kan du finde samme mængde til under det halve af prisen i diverse bazarer. Den fra Amazon er godt nok økologisk, men tror lige jeg skal på jagt efter dadelpasta næste gang  jeg er i Danmark.

Jeg har før lavet dadelkugler på dadelpasta, men jeg har tilpasset opskriften med tiden, og disse er nu mine yndlings! Derfor skal I selvfølgelig heller ikke snydes for denne lækre opskrift på dadelkugler.

til ca. 35 dadelkugler skal du bruge:

350 g. dadelpasta

50 g. ren rå kakao

150 g. tørristede hakkede mandler

150 g. mørk chokolade (min. 72% kakao bestanddele)

45 g. frysetørrede hindbær

Jeg havde mandler som allerede var ristet, men hvis du køber dem rå, så hak dem og tørrist dem på en pande. Ikke for længe – så kommer de til at smage brændt! Ælt dadelpastaen sammen med kakaoen og de hakkede mandler. Det kan godt se lidt voldsomt ud med kakao, men det skal nok komme ind i dadelpastaen. Den er nemlig meget klistret! Lad lidt kakao ligge til at rulle din masse i. tril nogle pølser og skær dem ud i små stykker, som rulles til kugler. Smelt chokoladen i en chokoladekoger og knus de frysetørrede hindbær hvis de er hele. Dyp en kugle ad gangen i et godt lag chokolade, lad den dryppe af nogle sekunder og vend den i de frysetørrede hindbær. Læg til aftørring på en plade eller rist med bagepapir og til slut på køl inden de kan spises. De kan med fordel fryses og tages ud en halv time inden de skal spises, men holder sig også fint i minimum en uge uden at være på frys eller køl.

Dadelkuglerne smager lækkert med det kolde lag chokolade om, og de frysetørrede hindbær er en god kontrast til det søde og det bitre. En tæt på perfekt kombi hvis I spørger mig. En forholdsvis sund snack med naturligt indhold af frugt sukker og kun meget lidt raffineret sukker fra chokoladen. Jo mørkere jo bedre. Jeg synes også kuglerne smager godt med 85% mørk chokolade.

Dadelkuglerne er nemme at variere. Der kan f.eks. kommes blendede havregryn i for endnu mere mæthed og bastanthed, men jeg kunne også godt tænke mig at udforske med peanut butter, mandelsmør, cashew nødder og kaffe. Er der en specifik version af dadelkuglerne I kan anbefale? Jeg tænker det vil være oplagt at prøve af som et alternativ til havregryns kugler op til jul, men dadelkuglerne med dadelpasta er heldigvis en lækker snack hele året rundt.

ingredienser dadelkugler

 

Skriv kommentar 0 Kommentarer
juli 31, 2018 - 17:51

Lav din egen sunde banana nicecream

Banana nicecream

Er det ikke noget med at det har været den varmeste juli nogensinde? Det fortjener vel næsten en opskrift på noget lækkert og køligt, og for at vi ikke skal indtage alt for mange unødvendige kalorier her i varmen, så tænkte jeg at en sund kølig snack (eller dessert) var på sin plads. Jeg har kastet mig ud i banana nicecream, som egentlig er vildt nemt at lave.

Jeg har kun brugt 4 ingredienser til denne banana nicecream, så her goes:

Til en portion skal du bruge:

1 banan

3-4 spsk. skyr natural

kornene fra en halv vanillestang

ca. 10 g. grofthakket 85% chokolade

Mos bananen godt med en gaffel og bland den med de øvrige ingredienser. Kom det i fryseren. Tag det ud når du har lyst til din banana nicecream, og spis når den har den ønskede konsistent. Nicecream’en kan godt blive en smule hård og krystaliseret, så jeg kan godt lide at lade min nicecream blive en smule blød inden jeg spiser den. Den er stadig kølig og forfriskende, og den mørke chokolade er en god kontrast til bananen og vanillen.

Har I andre opskrifter på nicecream? Jeg overvejer at kaste mig ud i noget med enten bær eller kakao. Da vi officielt har en hel måned endnu med sommer, er der masser af tid til at prøve nye kølige desserter af.

l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l  ll l l l l 

l l l l l Ps. Hvis I kunne bruge inspiration til flere kølige desserter eller snacks, som ikke sprænger kalorie indtaget, så kan I finde min opskrift på en lækker smoothie bowl lige her.

Skriv kommentar 0 Kommentarer
juni 29, 2018 - 10:53

Nem og sund smoothie bowl

smoothie bowl

I dag vil jeg dele en lækker sommerspise med jer her på bloggen. Den er både sund, nem at lave og dejlig kølig og forfriskende. Og så er det en god og nem måde at få frugt på. En smoothie bowl har mange gode egenskaber. De fleste har sikkert smagt en smoothie, og selvom man efterhånden også kan få smoothie bowls på mange caféer, så er det altså ikke for at være fancy, at jeg har kaldt den det. Når jeg laver en smoothie bowl, er konsistensen som regel lige lidt tykkere, end når jeg laver en almindelig smoothie som skal drikkes. Det er jo egentlig også meget rart, når man finder ud af, at man ingen sugerør har i huset. Den egner sig godt til både morgenmad, som snack og til dessert.

Selvom opskriften er nem, og du egentlig kan komme i, hvad du har lyst til, så deler jeg alligevel min version. Jeg har faktisk vist i en af mine videoer, hvordan jeg gør. Der kan I se hvilken bærblanding, jeg bruger. Jeg tager som regel tingene lidt på gefylen, men til sådan en enkelt portion her skal du ca. bruge:

1 lille banan
saft fra en kvart appelsin
en god håndfuld blandede frosne bær
lidt frisk mango
et par spiseskefulde natural skyr

Alle ovenstående ingredienser blandes sammen enten i en blender eller med en stavblender, indtil den ønskede konsistens er opnået. Anret i en lille skål, og pynt med mandler, chiafrø og skiver af kiwi.

Skal det være mere en dessert end en morgenmad, så kan der eventuelt blandes indholdet af en vanillestang, lidt hakket mørk chokolade eller kokos/mandelsmør i. Det smager skønt! Jeg elsker at spise en kold smoothie bowl, når vejret er virkelig varmt.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Skriv kommentar 2 Kommentarer