Nem og sund smoothie bowl
I dag vil jeg dele en lækker sommerspise med jer her på bloggen. Den er både sund, nem at lave og dejlig kølig og forfriskende. Og så er det en god og nem måde at få frugt på. En smoothie bowl har mange gode egenskaber. De fleste har sikkert smagt en smoothie, og selvom man efterhånden også kan få smoothie bowls på mange caféer, så er det altså ikke for at være fancy, at jeg har kaldt den det. Når jeg laver en smoothie bowl, er konsistensen som regel lige lidt tykkere, end når jeg laver en almindelig smoothie som skal drikkes. Det er jo egentlig også meget rart, når man finder ud af, at man ingen sugerør har i huset. Den egner sig godt til både morgenmad, som snack og til dessert.
Selvom opskriften er nem, og du egentlig kan komme i, hvad du har lyst til, så deler jeg alligevel min version. Jeg har faktisk vist i en af mine videoer, hvordan jeg gør. Der kan I se hvilken bærblanding, jeg bruger. Jeg tager som regel tingene lidt på gefylen, men til sådan en enkelt portion her skal du ca. bruge:
1 lille banan
saft fra en kvart appelsin en god håndfuld blandede frosne bær lidt frisk mango et par spiseskefulde natural skyr
Alle ovenstående ingredienser blandes sammen enten i en blender eller med en stavblender, indtil den ønskede konsistens er opnået. Anret i en lille skål, og pynt med mandler, chiafrø og skiver af kiwi.
Skal det være mere en dessert end en morgenmad, så kan der eventuelt blandes indholdet af en vanillestang, lidt hakket mørk chokolade eller kokos/mandelsmør i. Det smager skønt! Jeg elsker at spise en kold smoothie bowl, når vejret er virkelig varmt.
Uhm, bliver helt sulten, hvor ser det godt ud 🙂 God weekend!
http://blogbykathrine.bloggerspoint.dk/
Ja det er også lækkert 😀
Tusind tak søde, og i lige måde!