Coney Island

Hvis du er i New York i sommerperioden, så vil jeg klart anbefale en tur til Coney Island og Brighton Beach. Nu er jeg så heldig at jeg har en pool i min bygning, som jeg glædeligt benytter hele sommeren, så jeg nåede faktisk kun til stranden en enkelt gang i år her ovre. Og heldigvis på en dag hvor der ikke var spækket med mennesker. Coney Island Beach er ellers kendt for at være proppet i højsæsonen, så det er absolut værd at være opmærksom på. I USA løber sommeren officielt frem til 22. september, så hvis du har muligheden for det, vil jeg anbefale at besøge den populære strand uden for skolernes sommerferie, eller at komme tidligt på en hverdag.

Coney Island er ikke kun kendt for sin strand, men også for sin forlystelsespark Lunapark, som du betaler for separat. Selve stranden er gratis at besøge, og mange tager her ud for at få et godt billede med tivoliet i baggrunden. Der er en enormt hyggelig strandpromenade, som straks giver følelsen af at være sydpå. Nede på stranden går sælgere rundt og sælger farverige armbånd, vand og andre småting. I forlængelse af Coney Island Beach ligger Brighton Beach, som du nemt kan gå til, hvis du ønsker at solbade på den mere rolige del af stranden. På vej mod Berighton Beach vil du også se New York Aquarium. Et besøg hertil, kan sagtens kombineres med din strandtur, nu du alligevel er på de kanter. Entré starter ved $22.95 for børn og $26.95 for voksne.

Værd at vide før du tager afsted:

Transport: Du kan ret nemt og billigt komme med subway fra Midtown Manhattan og ud til Coney Island i Brooklyn. Hopper du på Q-linjen Fra Times Square, kommer du der ud på omkring 50 minutter, og det for blot $2,75

Mad: Den mad som du kan købe i boderne langs strandpromenaden, er primært pomfritter, burgere og hotdogs. Desuden er der nogle få turistprægede restauranter, hvor priserne er i den høje ende. Medbring evt. selv en køletaske med mad, snacks og drikkevarer. Jeg blandede en salat i Wholefoods inden jeg hoppede ombord på toget, og så sørgede jeg for at have masser af koldt vand og saftigt frugt med.

Toiletter og bade: Der er masser af toiletter i forbindelse med stranden. I den ene del er de ikke særligt lækre, men jo længere du bevæger dig fra Coney Island Beach og mod Brighton Beach, jo bedre forhold vil du opleve. Der er også små bruse standere langs promenaden, hvor du kan vaske dig fri for sand og saltvand.

Medbring: Hav gerne et strandtæppe med, og medbring selv håndklæder og eventuelt parasol.

Andre strande: Selvom både Coney Island og Brighton Beach er velbesøgte, så skal du ikke nødvendigvis forvente ren sandstrand og helt klart vand. Hvis du vil ud til de mere lækre sandstrande, kan du tage en dag i bil langs Jersey Shore. Sandy Hook er en eftertragtet strand, og er du villig til at betale for indgang, så kan Ocean Grove anbefales. Indgang koster $11 pr. person. Stranden er holdt lækker og ren, og du mærker feriestemningen, så snart du nærmer dig området hvor stranden ligger. Køb din billet på forhånd hvis du vil være sikret indgang.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...