Månedsarkiv: oktober 2020

oktober 28, 2020 - 09:18

Sådan tog jeg TOEFL test inden jeg søgte studie i New York

TOEFL test

Wool dress / COS, boots / Zara, bag / Mulberry

Som du måske ved hvis du følger med på bloggen eller på min Instagram regelmæssigt, så afsluttede jeg min kandidat i Fashion Marketing fra LIM College i New York tilbage i august måned i år. Jeg startede i september sidste år, og forud for det gik en masse praktisk i forbindelse med ansøgnings processen. En af de ting jeg skulle have krydset af listen før jeg overhovedet sendte min ansøgning afsted til skolen, var at få taget en engelsk test. Jeg valgte at tage en TOEFL test. Det har jeg skrevet lidt mere uddybende om nedenfor.

TOEFL test

I forbindelse med at skulle søge om optagelse på uddannelse i USA, så er et af optagelses kravene at du kan dokumentere at du kan tale og forstå engelsk på et akademisk niveau. Det dokumenteres som regel via en TOEFL test eller anden form for godkendt engelsk test. Jeg tog TOEFL testen, og tænkte at jeg gerne ville dele mine erfaringer med jer, hvis I evt. står og skal søge ind på uddannelse udenlands.

Jeg meldte mig til testen inde på ETS’ hjemmeside her. Eftersom jeg var bosiddende i England på det tidspunkt, så meldte jeg mig til at tage testen på et testcenter i London, og det kunne rent økonomisk godt betale sig, fremfor at tage testen i Danmark. I Danmark betaler du nemlig $265 for at tage en TOEFL test, mens jeg i England kunne slippe med $200. Jeg tilmeldte mig en dato inde på hjemmesiden godt 3 uger før testdagen. Jeg forberedte mig inden, ved at downloade ‘TOEFL Go’ appen, hvor jeg gratis kunne tage nogle mini-prøve tests, for at få en fornemmelse af hvordan prøven ville være delt op.

Lørdag d. 11.08.18 mødte jeg op på test centret i London og tog testen.

Inden test start underskriver du en confideniality and Regulations agreement, som indeholder nogle lidt bizare punkter

Testen varer ca. 4 timer, og foregår under rimelig strenge regler. Du sidder i et lokale med en del andre testtagere, men har et bord og en computer for dig selv som du sidder ved, en smule afskærmet fra de andre. Du må ikke tale med nogen under testen, ej heller i din 10 minutters pause. Ligeledes må du heller ikke have hverken mad eller drikkevarer med ind til testen. Du kan få lov at låse disse ting ind i et skab, som du kan få adgang til i din pause, og igen når testen er slut.

Det eneste du faktisk må have med ind er dit pas – det skal du have med som dokumentation. Du bliver kropsvisiteret inden du går ind til testen, også efter din pause. Hvis du har briller på, bliver de også tjekket for laser felt.

Efter testen

Resultaterne fik jeg d. 20.08.18. Jeg fik 84 point ud af 120 mulige. Ved hver del kunne opnås maks 30 point. Jeg fik 10 i læse delen, 24 i lytte delen, 26 i tale delen og 24 i skrive delen. Jeg havde altså været for langsom til at læse og forstå den tekst, i læsedelen, og nåede derfor ikke at besvare alle spørgsmål. Det trak ned, og viste samtidig min svage side når det kommer til engelsk. De andre tests gik heldigvis rigtig fint, og trak mig op igen. Det er forskelligt fra skole til skole, hvor mange point der kræves, for at søge om optagelse. På LIM college i New York, hvor jeg har søgt ind, kræves der 80 point, så jeg havde heldigvis lige fået nok point. Parsons school of Design kræver til gengæld en højere score, og der ville jeg derfor ikke have nok point til at søge ind.

I videoen nedenfor taler jeg mere om TOEFL testen, min uddannelse og det at studere i udlandet

Skriv kommentar 0 Kommentarer
oktober 3, 2020 - 14:20

En næsten perfekt dag alene i New York

Onsdag d. 16.09.2020

Der er noget magisk over det der begyndende efterårsvejr, hvor luften er kølig men sprød, og solen stadig luner når man får sat sig et sted hvor man kan suge dens svage stråler til sig. Bladene begynder at skifte farve. De drysser ned på mig, mens jeg sidder på en bænk i Central Park og kigger på mennesker.

Det er en af de der næsten perfekte dage, hvor dagen er startet med en god løbetur langs Manhattans østside med udsigt til East River. Ole & Steen har lige åbnet deres tre butikker op igen efter lockdown, så jeg går ned i dén på 48 og Lex og køber mig en coldbrew på havre og en skagensbolle med smør. Jeg tager det med mig op til parken og finder et solstråle spot ved søen med de små mekaniske både, som dog ikke er i brug i øjeblikket. Jeg gætter (inde i mig selv) på hvem af de mange kvinder med klapvogne som passerer mig, der er hippe mødre med bopæl i de imponerende høje bygninger på 5th Avenue ude på den anden side af parken, og hvem der er nannies.

Jeg suger det sidste iskaffe op gennem sugerøret og går videre rundt i parken. Først ned forbi et offentligt toilet, som jeg ved har åbent. Det er så pokkers svært at finde et offentligt toilet her i corona tiderne. Jeg plejede ellers altid at smutte ind på en Starbucks eller på New York Public Library, men i øjeblikket er de fleste toiletter altså lukkede. Det gør det hele noget mere besværligt. I hvert fald når man har drukket en stor iskaffe og har en lang gåtur foran sig. Jeg elsker at være i Central Park, og selvom jeg nogle gange tror at jeg har set hele parken, så finder jeg alligevel områder hvor jeg aldrig har været. Tænk at have så fin og afstressende en oase midt i storbyen.

Jeg har har allerede inden dagen begyndte, besluttet at det skulle være en hyggedag. En mig-dag. Jeg har ikke travlt. Jeg går bare rundt i Manhattans gader, helt oppe fra 85 og ned til 25’nde gade. Jeg har allerede planlagt at gå ind forbi Whole Foods og købe en gang sushi to-go, og videre forbi Levain Bakery på UES for at få fat i en af deres populære cookies. De koster $4 stykket men er det hele værd. De er altid lune når man køber dem, så chokolade stykkerne indeni er lidt flydende endnu. Jeg finder et spot på min gåtur på vej downtown, hvor jeg spiser min sushi og halvdelen af min store cookie. Jeg går videre og ringer til min tvillingesøster, som jeg så tit gør. Det er ret hyggeligt ofte at tale sammen, når vi nu bor så langt fra hinanden. Jeg sætter mig på en bænk og spiser det sidste af min cookie, inden jeg beslutter at tage hjemad. 23 km i benene siger sundheds appen på telefonen. 7 af dem som løb. Det kan mærkes, men jeg er glad. Jeg smiler for mig selv i bussen på vej hjem. Træt men glad helt indeni.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Skriv kommentar 0 Kommentarer
Follow on Bloglovin

Find opskrifter

Madblogstoppen

Follow me on Instagram