Nemme hjemmelavede romkugler af brownie rester
Du har nok hørt før at du bør gemme dine kagerester, så du kan bruge dem til nemme hjemmelavede romkugler, studenterbrød, cakepops eller anden form for trøffel kage. Den er god nok. Disse lækre trøffelagtige romkugler er lavet af brownie rester. Jeg er ganske begejstret for at intet går til spilde når jeg bager. En brownie skal være lækker ’smooshy’ indeni, men kanterne bliver indlysende nok, bagt lige lidt mere end selve midten af kagen. Derfor skærer jeg som regel kanterne fra, når brownien skal serveres som dessert eller på kagebordet. Det var også tilfældet sidst jeg havde gæster, og istedet for at smide kanterne ud, gemte jeg dem i køleskabet og lavede romkugler af dem et par dage senere. Opskriften deler jeg selvfølgelig med jer her, for det er virkelig nogle nemme hjemmelavede romkugler, og så smager de bare lækkert.
Først skal du bruge en god brownie opskrift. Jeg bruger næsten altid den samme opskrift fordi den både er virkelig nem og virkelig lækker.
Til ca. 12 stk. brownie skal du bruge:
300 g. bagemargarine
2 dl hvedemel
4 æg
5 dl. sukker
3 dl. kakao
1/2 tsk. salt
Tænd ovnen på 175 grader. smelt margarinen og lad det køle en smule af. Pisk æg og sukker godt sammen, og tilsæt margarinen. Kom mel, kakao og salt i dejen og rør det sammen. Hæld dejen i en lille form (ca. 20×20). Bag i 20-25 minutter – hold øje med at kagen ikke bliver for fast. Skær kanterne fra når kagen er kølet ned og gem til romkuglerne.
Opskrift på ca. 6 styks nemme hjemmelavede romkugler:
300 g. brownie rest
2 tsk. hindbær syltetøj
5 tsk. mørk rom
50 g. finthakkede mandler
Kokos, hakkede nødder, frysetørrede hindbær eller krymmel til pynt
Bland alle ingredienser sammen i en skål og ælt det godt sammen med fingrene. Stil gerne massen på køl en lille times tid, så romkuglerne bliver nemmere at forme. Form seks romkugler og rul dem i det ønskede pynt.
Du kan variere dine romkugler nærmest som du har lyst til. Bruger du udelukkende brownie som kagemasse, så bliver kakao smagen meget intens. Vil du have dem mindre trøffel agtige, kan det anbefales at blande en hvid kage i også, som f.eks. resterne af disse vanille cupcakes eller disse citron cupcakes. Du kan også dyppe dine romkugler i smeltet chokolade inden du vender dem i krymmel, for et mere sprødt ydre. Der er mange lækre måder at variere de nemme hjemmelavede romkugler på, så det er bare med at prøve sig frem.