juni 15, 2013 - 13:55

Yndlings brownie ever!

Jeg har delt opskriften på denne brownie før, men fordi den simpelthen er åh så lækker, bliver jeg altså nødt til at dele den med jer igen. Man er vel choc-a-holic. Denne gang har jeg toppet med min yndlings frosting, nemlig den originale butter frosting, som iøvrigt er den perfekte kontrast til den gennemtrængende smag af chokolade. Mums.

Til ca. 12 brownies skal du bruge:
175 g. margarine
175 g. mørk chokolade
4 æg
250 g. sukker
2 tsk. vanillesukker
200-250 g. hvedemel
1. tsk. bagepulver
1/4 tsk. salt

Tænd ovnen på 170 grader. Smelt margarine og chokolade sammen i en gryde. Pisk æggene sammen med sukker og vanille. Pisk chokoladesmørret i. Sigt de tørre ingredienser sammen og vend dem i dejen. Fyld dejen i en firkantet form (22×22 cm) foret med bagepapir og bag kagen midt ovnen i ca. 25 minutter, til den lige akkurat er gennemvarm. Kagen kan sagtens hænge lidt fast på tandstikkeren, selvom den er færdigbagt. Den bliver mere fast i konsistensen så snart den er kølet ned. Den skal helst være blød og lidt svampet indeni. Stil kagen til afkøling i formen.

Original butter frosting:
250 g. flormelis
80. g. meget blødt smør (gerne lurpak - må gerne være saltet)
1/4 dl. minimælk (ikke mere end det!)

1 tsk vanillesukker

Pisk flormelis, vanillesukker og det bløde smør sammen, med en elpisker. Tilsæt mælk lidt ad gangen. Jo mere der piskes, jo lettere og luftigere bliver frostingen.

Server gerne kagen med frisk frugt til. Det er et super godt modspil, til den lidt kraftige smag af chokolade.

Skriv kommentar 0 Kommentarer
maj 23, 2013 - 13:04

Røde ris og vegetarfrikadeller med squash

Lavede forleden denne lækre og sunde ret med røde ris og vegetar frikadeller. De røde ris er, ligesom de brune og de vilde ris, sundere og mere mættende end de hvide ris, og de smager lækkert med soya på. Vegetarfrikadellerne er jo altid et hit for mit vedkommende. Har tidligere lavet dem med henholdsvis rødbede og gulerod også. Find dem med gulerod her.

Ris til en person:
1 dl. røde ris

2 dl. vand.

Bring i kog, kom lidt salt i og lad koge i 25-30 minutter. Lad efterfølgende risene stå med låg i ca. 10 minutter.

Vegetarfrikadeller (8-11 stk.):
2/3 af en squash
2 dl. havregryn
1 løg
2 æg
salt og peber

lidt olivenolie til stegning

riv squash og løg groft på et rivejern. Kom den revede squash i en si og dup med køkkenrulle, således at mest muligt væske sis fra. Rør løg og squash til fars med havregryn og æg. Tilsæt salt og peber og form så frikadellerne med en spiseske mod håndfladen. Steg farsen som frikadeller på en pande med olivenolie ved middel varme ca. 4 minutter på hver side.

Bland den sidste tredjedel af squshen med ris og soya, og server risblandingen sammen med frikadellerne.


Skriv kommentar 0 Kommentarer
maj 13, 2013 - 13:35

Opskrift på chokorug

Jeg har et par gange før bagt disse lækre chokorug boller ala. Lagkagehusets, og jeg kan se at indlægget med opskriften på dem har været ganske populært herinde. Derfor poster jeg lige opskriften igen – denne gang lidt mere detaljeret, så den er nem at følge.

Ca. 30 boller:
1 kg. rugbrødsblanding + tilhørende tørgær (jeg har brugt havrerugbrød fra Finax)
250-275 g. mørk chokolade med 44% kakaobestanddele (jeg brugte Marabou)

Hakkede hasselnødder til at vende bollerne i

Bland posens indhold med tørgæren i en skål. Tilsæt 8 dl. vand (lidt varmere end lunkent = ca. 35 grader). Ælt dejen i 5 minutter med en håndmixer på højeste trin. Vær opmærksom på at en dej med et højt indhold af kerner vil føles ‘våd’ under æltning, da kernerne først opsuger vandet under hævningen. Hak chokolade groft og bland i dejen. Del dejen i 3 lige store klumper og rul dem ud til pølser, som hver deles i 10 stykker. Vend bollerne i de hakkede hasselnøder og læg dem tæt op ad hinanden (ca. ½ cm. mellemrum) på en bageplade med bagepapir. Lad bollerne hæve ca. 60 minutter ved stuetemperatur under et fugtigt viskestykke. Bag brødene i en forvarmet ovn i ca. 30 minutter ved 200 grader (175 grader varmluft). Tjek gerne 5-10 minutter før de er færdige med en tandstikker, om bollerne er klæg indeni. Hvis ikke, kan de tages ud med det samme. Når bollerne er færdigbagt, tages de straks ud af ovnen og lægges til afkøling på en bagerist.

De er lækre at spise lune med smør, eller kolde som en snack dagen efter.

 

Husk at I stadig kan nå at deltage i min give away lige her.

Skriv kommentar 0 Kommentarer
maj 6, 2013 - 10:46

Opskrift på Raw kugler

Hej girls (og boys).

Har I haft en god weekend? Det har jeg i hvert fald. I fredags fejrede vi min fars fødselsdag på en lækker restaurant med en masse gæster, musik og virkelig god mad, og i lørdags skulle jeg jo sammen med 3 andre piger til outletmesse i Valbyhallen. Var lidt smadret eftersom jeg kun havde fået fire timers søvn, på grund af fødselsdagsfesten om fredagen, og fordi vi jo gerne ville være i Valby når messen åbnede kl. 10. Må dog sige at vi alle fire blev dybt skuffede, da vi så udvalget på den messe. Der var nogle få gode mærker, som Ganni, Just female og Second female, og så var der en masse småmærker, som vi ikke kendte. Udvalget var dårligt og priserne var ikke særlig fordelagtige. Så efter halvanden times tulden-rundt derinde, tog vi videre til Nørreport og Strøget og lurede lidt i butikker. Kom faktisk kun hjem med et par bukser, men til gengæld er det et par bukser, som jeg længe har villet have fingrene i – nemlig Dr. Denims Solitaire model i sort. Dem med den meget høje talje. Jeg har tidligere blogget om dem her. Så dejligt at have et par sorte jeans, som går til alt.

Nå men det var egentlig ikke det indlægget her skulle handle om. Lavede for noget tid siden ovenviste raw kugler – En meget nem, sund og lækker snack hvis man craver kage eller chokolade. Man kan stort set blande det i man har lyst til. Normalt spiser jeg ikke dadler, og var derfor også lidt skeptisk over for disse kugler. De smager dog ikke vildt meget af dadler, men giver blot noget sødme og er med til at give den konstistens der gør at ‘dejen’ ikke går fra hinanden.

Jeg har skrevet opskriften på min version af raw kuglerne nedenfor.

ca. 20 stk
Ingredienser:
250 g. soltørrede dadler uden sten
1 spsk. kokosmel
1 spsk. hørfrø
1 spsk. sesamfrø
2 spsk. havregryn
4 spsk. kakao (i pulverform)
1 spsk. kanel
ca. 3 spsk. appelsinsaft fra en frisk appelsin

20-30 g. mørk chokolade (min 70% kakaobestanddele)

kakao, havregryn, hakkede nøder, kokosmel eller andet til at vende kuglerne i

Fremgangsmåde:
Blend alle ingredienserne sammen med undtagelse af chokoladen. Hak chokoladen fint og bland i 'dejen'
Rul kuglerne med en spiseske mod håndfladen, og tril dem i det valgte topping.

Kom dem på køl, og tag dem ud ca. 20 minutter før de skal spises.

 

Skriv kommentar 2 Kommentarer
april 23, 2013 - 22:55

Opskrift på nutella cupcakes

Beklager den manglende blogging de seneste dage, men kom sent hjem fra sommerhus i søndags, og har haft en del at se til både i går og i dag, så derfor dette sene indlæg i dag. MEN bedre sent end aldrig 🙂

Jeg bagte for noget tid siden disse nutella cupcakes med citron frosting. De blev ganske lækre og ret luftige. Opskriften får I her:

Ingredienser
125 g. mel
150 g. sukker
1½ tsk. bagepulver
1 knvsp. salt
50 g. blødt bagemargarine
1 1/4 dl. mælk
1 æg
1 tsk vanillesukker

5 spsk nutella

Fremgangsmåde
Forvarm ovnen til 170 grader.
Kom sukker, mel, bagepulver, salt, mælk og smør i en skål og pisk med en elpisker.
Pisk for lav hastighed til alt er godt blandet og sandet i konsistensen.
Tilsæt æg og vanille og pisk til det hele er blandet.
Tilsæt nutella og pisk til det er godt blandet sammen med resten af ingredienserne.
Sæt 12 papirforme i en metal muffin form

Fyld formene 2/3 op og bag dem i ovnen ved 20-30 min eller til dejen giver efter når man trykker på den.

Frosting
250 g. flormelis
80 g. meget blødt smør (gerne lurpak)
1 tsk. vanillesukker

saft + skal af ½ økocitron


Pisk flormelis, vanillesukker og det bløde smør sammen med en elpisker. Tilsæt citronsaft lidt ad gangen. Jo mere der piskes, jo lettere og luftigere bliver frostingen. Kom frostingen i en sprøjtepose med tylle og kom på kagerne. Drys til slut med revet citronskal.

Husk at I stadig kan nå at deltage i min give away om en flot ur fra Casio. I kan finde konkurrencen her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Skriv kommentar 0 Kommentarer