nye regler om dobbeltuddannelse

Photo by Millie Clinton Photography

English recap / This blog post is a long talk about how the Danish educational system has changed which basically means that I have been excluded from studying what I dream of. Therefore I’m now considering the oppotunies of studying abroad. I have kept the long talk in Danish as it is about the Danish educational system. People who have lived under the ‘old’ educational system might have a better understanding about my concerns regarding the changes. But don’t worry. New blog post and video coming up this week xx


Indlægget her er et af de længere, mere ‘chatty’ af slagsen, så jeg vil anbefale dig at snuppe en kop varmt, inden vi går i gang. Jeg er en af de uheldige som er kommet i klemme i uddannelses systemet, efter de nye regler om dobbelt uddannelse trådte i kraft sidste år. For mig betyder reglerne, at jeg ikke kan læse videre i Danmark, med det jeg gerne vil, pga. af nogle valg jeg har taget, inden reglerne trådte i kraft. Indlægget her har faktisk været over et år undervejs. Jeg startede nemlig de første linjer tilbage i april 2017.

Jeg har selvfølgelig sat mig ind i sagen, og har både læst den opdaterede aftale om dobbeltuddannelse på uddannelses- og forskningsministeriets hjemmeside, og jeg har fulgt op på sagen gennem diverse nyheds medier. Min tanke med at fortælle min historie, er at skildre et eksempel på en situation, der viser hvordan de nye regler om dobbeltuddannelse kan ramme nogle.

Man kan måske sige at min situation er en smule usædvanlig, så for at gøre det mindst muligt forvirrende for nogen, så lad mig starte ved begyndelsen. Som de trofaste læsere måske ved, så har jeg to vidt forskellige uddannelser, nemlig en professions bachelor som pædagog og en akademi uddannelse som designteknolog med speciale i branding & marketing management.

Derfor rammer uddannelses systemet mig

Tilbage i september 2011 starter jeg på pædagog studiet, men stopper efter 2 år, da jeg er kommet ind på uddannelsen til designteknolog. Jeg havde længe vidst at jeg hellere ville det, men havde ikke troet det var en mulighed for mig. Jeg starter i sommeren 2013 på designteknologen, og færdiggører den i 2015. Samme år søger jeg ind på overbygningen til designteknologen på KEA, men kommer desværre ikke ind. I mangel på bedre, vælger jeg at genoptage pædagog studiet for at færdiggøre det sidste halvandet år. Den 18. december 2016, mens jeg er i gang med min BA-opgave, vedtages de nye regler om dobbeltuddannelse. Loven træder i kraft d. 1. januar 2017 og kommer til at gælde fra sommeroptaget 2017. Det er på det tidspunkt for sent at søge ind på vinteroptaget 2017. Jeg står nu i en situation, hvor jeg kan vælge at lade være med at færdiggøre min afsluttende opgave, droppe ud og derved stadig have muligheden for at læse en anden professions bachelor. Eller jeg kan færdiggøre den sidste måned, og få titlen pædagog, men miste retten til at læse videre med andet end det.

På det tidspunkt virkede det ikke logisk for mig, at droppe ud en måned før jeg var færdig. Jeg havde trods alt brugt 3½ år på den her uddannelse, så at droppe ud så tæt på mål, virkede fjollet. Selvom jeg hellere ville det andet, så overbeviste jeg mig selv om at der måtte være en anden udvej. Jeg havde nok ikke forestillet mig at det nogensinde skulle blive en ulempe at have dygtiggjort sig inden for flere fag. I foråret 2017 søgte jeg ind på overbygningen til designteknologen på både KEA og VIA Design, men fik afslag med den grund, at jeg ikke kunne læse en uddannelse på samme eller lavere niveau end jeg havde i forvejen. Jeg forsøgte mig også med reglerne for dispensatiopn, som jeg håbede gjaldt for mig, nu hvor jeg tidligere havde afsluttet en erhvervsakademi uddannelse, på samme sted som jeg søgte om optagelse på overbygningen, men blev igen afvist.

Udelukket fra at læse videre i Danmark

Min eneste mulighed for at læse videre i Danmark, er at vente til der er gået 6 år fra jeg afsluttede min sidste professions bachelor. Jeg kan altså først i 2023 læse videre på designteknologen, som jeg afsluttede i 2015. Hvem pokker tager en ind på en overbygning, som har afsluttet akademi uddannelsen 8 år tidligere?! Jeg ser det umiddelbart ikke ske. Om politikernes beslutning omkring de nye regler om dobbeltuddannelse virker eller fejler, ved vi nok først år ud i fremtiden. De gjorde det for at skaffe flere penge til dagpengeområdet, så om det er den bedste løsning, må tiden vise. Jeg kunne godt have ønsket, at de som minimum havde gjort det muligt selv at betale sin uddannelse, som der først var tale om. Selvom det er mange penge vi ville skulle vende os til pludselig at spare op, så ville man da ikke være fuldstændig ekskluderet fra at læse videre med en anden uddannelse i Danmark.

Nu hvor jeg mere eller mindre er blevet ekskluderet fra uddannelses systemet i Danmark, har jeg vendt blikket mod udlandet. Jeg har længe overvejet og undersøgt mulighederne for at læse videre der. Selvom det vil komme til at koste en masse penge, så er det umiddelbart min eneste mulighed pt for at læse videre med det jeg gerne vil. Nogle gange skal man virkelig gennem livet af nogle omveje. Jeg kan kun sige at jeg er spændt på at se hvad fremtiden bringer.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...