Nu til nok et af de mest foto dokumenterede brunch steder i landet. Som jeg nævnte tidligere var min søster og jeg på Wulff & Konstali for at prøve deres populære brunch, og vi blev da heller ikke skuffede. Jeg beklager den ringe kvalitet af billederne, men de blev lige hapset med fonen. Vi tog hen på den W+K på Lergravsvej (super nemt med metro), da det kun er i den på Lergravsvej de serverer brunch. Først var vi ved at tro vi var gået forkert. W+K ligger meget øde. Der er lidt store bygninger, og wupti i en anden stor bygning, ligger lille Wulff & Konstali – lige ved siden af fitness centret.

Stedet er super hyggeligt indrettet, og der er varmelamper, bænke og tæpper udenfor, man kan benytte mens man venter på bord. Det er ikke muligt på forhånd at reservere bord, så man skal være forberedt på lidt ventetid. Vi fik at vide at vi skulle vente en halv time, så vi gik hen og skød outfit billeder imens. Da vi et kvarter senere kom tilbage, havde de ‘glemt’ os. Der var åbenbart hurtigt blevet et bord ledigt, mens vi var væk, og derfor havde de givet andre pladsen. Meget venligt fik dog hver en kaffe at vente på.

Man kan på W+K selv sammensætte sin brunch menu af enten fem eller 7 små retter. Det svære var virkelig at begrænse sig, for man ville gerne prøve det hele, og vi fandt også ud af at 5 retter til hver havde været rigeligt. Vi var begge så mætte at vi fik vores snegl og croissant med hjem i en papirspose.

Mine personlige favoritter var helt sikkert det ristede rugbrød med choko-pålæg, kakao-vaflen og det stegte bacon, men den røgede laks med persille creme, som min søster fik, kan virkelig også anbefales. Jeg må indrømme at jeg synes det er en virkelig lækker brunch, og et lækkert koncept de har, og selvom der er så mange brunch steder at prøve, så må W+K alligevel være en jeg skal tilbage til, om ikke andet, så for at prøve nogle af de andre brunch ting på kortet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...