Tanker og overvejelser inden jeg flyttede til New York

I sommers fik jeg plakaterne her i fødselsdagsgave af min tvillingesøster, og de beskriver egentlig meget godt, hvad jeg vil sige med indlægget her, og så er det en super god reminder at have til mig selv. Inden jeg i februar rejste her over, gjorde jeg mig en hel del tanker omkring hele min situation med at skulle flytte til New York. Efter praktik og bo-situation var på plads, blev det hele meget virkeligt og kom pludselig meget tæt på. En masse tanker fløj gennem mit hoved i ugerne op til, og for bedre at kunne samle mig om dem, så skrev jeg dem ned. Det er der nu kommet et blog indlæg ud af. Jeg ville ikke rigtig dele alle de her tanker, før jeg havde mulighed for at kunne sætte dem i perspektiv, og det synes jeg at jeg kan nu, godt 8 måneder inde i mit New York eventyr.

Inden jeg rejste her over havde jeg været i New York to gange forinden. En gang i sommeren 2013, hvor jeg var her i ganske få dage inden turen gik videre til Miami, og så var jeg her igen på en studietur i foråret 2014. Jeg har nok siden jeg var 15-16 år drømt om at komme til New York. Jeg kan i hvert fald huske at jeg allerede dengang klippede artikler og guides ud af aviser og magasiner, så snart jeg så noget om New York. Jeg tror lidt det startede, i takt med min fascination af ‘Sex and the City’. Efter mine rejser til New York, vidste jeg i hvert fald at det ikke var nok, og jeg begyndte at drømme om et lidt mere permanent ophold i byen.

Mine yndlingsserier er SATC og Gossip Girl. Jeg er nok stærkt inspireret af de to serier, som jo har NYC som set. Desuden er en af mine yndlingsfilm The Devil wears Prada, så at tage til New York og lave noget inden for modeverdenen lå næsten i kortene. Selvom New York var noget jeg drømte utroligt meget om, så kunne jeg heller ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet ‘vil jeg virkelig det her?’. Spørgsmålet er mest af alt opstået af frygt. Frygt for at der forventes mere af mig end jeg kan give. Frygt for at komme i praktik et sted jeg ikke er glad for. Frygt for at blive ensom i New York. Frygt for at være utilstrækkelig. Frygt for at min store drøm ikke var det jeg så inderligt havde håbet på.

Jeg fik tilbudt en praktikplads efter mit første job interview med et praktiksted. Jeg fik at vide at jeg var meget velkommen til at komme og være med på hendes team. Hun virkede helt vildt sød og mega cool og nede på jorden, men det virkede på en måde for let at få praktikpladsen, når hun bare sagde sådan. Nu var det bare op til mig at sige, ja tak og bekræfte hvornår jeg kunne starte. Hele beslutningen lå ligesom på mine skuldre. Hvornår ville jeg starte? Havde jeg overhovedet lyst til at tage afsted?

Jeg havde gået SÅ længe og drømt om at komme til New York, og når så tingene blev virkelige og kom tæt på, så fik jeg kolde fødder. Eller egentlig ikke rigtigt kolde fødder, for jeg besluttede at gøre det. Jeg tog afsted, men ikke jublende og med armene over hovedet. Det som jeg glædede mig så meget til, blev pludselig også virkelig frygtindgydende.

For en hel del år tilbage havde jeg en mindre god oplevelse da jeg boede i London og arbejdede der som au-pair. Jeg følte mig netop ensom og faldt aldrig rigtig til hos den familie jeg boede hos. Det gjorde at jeg i lang tid efter, ingen udlængsel havde. Jeg følte mig mest tryg hjemme med min familie, og havde ikke mod på at prøve en anden værtsfamilie i London. Selvom jeg havde en dårlig oplevelse med det, så er det i dag ikke noget jeg fortryder. Det blev en del af min udvikling, og der er mange ting fra den tid, som jeg er stolt af. Det var min første gang jeg rejste alene ud i verden, og selvom London kun er et par timers flyrejse væk, så var det et stort skridt for mig dengang. New York er meget længere væk og på en eller anden måde mere frygtindgydende at skulle rejse til helt alene for at bo. Måske mest af alt fordi det her er en større drøm, så tanken om at få en lige så dårlig oplevelse med at bo i New York, som med London, var ret skræmmende.

Jeg har hele tiden husket mig selv på at jeg altid ‘bare’ kan rejse hjem igen, hvis det ikke er mig eller jeg ikke trives. Jeg har dårlig erfaring med at give ting for mange chancer, og er med tiden heldigvis blevet mere konsekvent. Har man en dårlig oplevelse med noget, er man blevet den erfaring rigere, og man har gennemgået en udvikling i sit liv. Modstand kan være en sund ting, fordi man i det øjeblik indser nogle ting,og lærer af det. Jeg kan huske at jeg tænkte, at hvis jeg tager hjem før tid, så har jeg da de ekstra opsparede penge at bruge på en lækker rejse, eller på at komme godt på plads i Danmark igen. Jeg ville måske fortryde hvis jeg ikke tog afsted, men hvor stor er chancen for at jeg vil fortryde at jeg gjorde det? Jeg kan jo netop tage hjem hvornår jeg vil.

 I dag sidder jeg med et smil på læben, og er ovenud lykkelig for at jeg tog springet, og selvom jeg ved at New York eventyret har en udløbsdato, så vil det bare altid stå som et minde om en god tid. 2017 er seriøst fløjet afsted. Hvor blev tiden lige af?