Cheesecake med skyr
Det er ved at være længe siden jeg har postet en opskrift her inde, og det skal der også laves om på. I dag får I opskriften på denne lækre cheesecake, som jeg har lavet et par gange. Den er super nem at lave, og man behøver ikke at fumle med husblads og alt det stads.
Til bunden skal bruges:
200 g. Digestive kiks
100 g. bagemagarine
Til fyld 1 skal bruges:
200 g. Philadelphia light flødeost
1æg
75 g. sukker
2 tsk. vanillesukker
3 dl. skyr
Til fyld 2 skal bruges:
2 dl. skyr
1 tsk. vanillesukker
50 g. sukker
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 180 grader, og kom bagepapir i en lille bradepande/ovnfast fad. Smelt margarinen i en lille gryde. Kom kiiksene i en pose og knus dem – gerne så de stadig er lid grove – og kom dem i gryden og bland rundt med margarinen. Hæld kikseblandingen ud i fadet og bag ca. 15 minutter.
Pisk alle ingredienserne til fyld 1 sammen, og kom det på den bagte kiksebund og bag nu i 18 minutter.
Imens piskes alle ingredienserne til fyld 2 sammen, og når kagen har bagt, kommes det forsigtigt oven på og bages nu i ovnen i 10 minutter.
Når kagen er færdig vil den se lidt blævret ud, men den sætter sig helt af sig selv efter noget tid. Derfor skal kagen gerne på køl i minimum fire timer inden servering, men kan også sagtens laves dagen før.
Skær kagen ud med en våd kniv for at få flotte kanter, og pynt evt. med jordbær og revet mørk chokolade. Det smager også virkelig lækkert med kirsebærsovs til. God appetit 🙂
