Det er jo efterhånden ved at være et par måneder siden at jeg var på denne lækre restaurant i New York, men bliver simpelthen nødt til at anbefale den til enhver, som skal til the big apple. Vi havde kun 4 dage i New York, inden vores rejse gik videre til Miami, så det var ikke ligefrem fordi vi havde tiden til at opdage og prøve alle de kulinariske oplevelser, som New York formentlig har at byde på. Den første aften spiste vi på en lille kinesisk restaurant, som ikke var noget udover det sædvanlige, men blot et sted der minder om mange af de andre. Vores anden dag var vi i et outlet og shoppe hele dagen, så der spiste vi naturligt nok der ude. Da vi stod og ventede på bussen hjem til Manhatten efter en lang shoppedag, faldt vi i snak med en pige, som anbefalede os at tage på Cafeteria. Umiddelbart forbinder man ordet Cafeteria med et faktisk cafeteria, men det var dette langt fra. Vi blev endda fortalt at der ofte kom celebrities og spiste der.

Cafeteria er en hip restaurant, som ligger lige på hjørnet af 7. avenue og 17. street – kke så langt fra Times Square (tror det tog os ca. 25 minutter at gå fra Times Square). Stedet er trendy indrettet med moderne cafeterie møbler og en lækker bar, hvor man kan købe sig en drink mens man venter på sit bord. Vi ventede maks 5 minutter og vi reserverede ikke i forvejen. Tjenerne er søde (og pæne ikke mindst). Læg lige mærke til deres arbejdsuniform, som er lige så trendy som stedet. Sorte bukser, hvid skjorte og seler. Cute! Stedet er slet ikke dyrt og maden er SÅ lækker! Derfor vendte vi også tilbage til samme restaurant allerede næste dag. 2 gange ud af 4 dage – det er da meget godt gået. Vi fik de lækreste sandwich med grillet laks den første aften der inde, og så hjemmelavet pomfritter til. Mums det var lækkert. Den anden aften fik jeg en lækker vegetarburger. Desuden får alle gæster det lækreste hjemmebagte brød, mens de venter på maden.

En lakse sandwich med pomfritter til kostede kun $15 (ca. 85 kr) og en sodanvand $2.5, og så skal man selvfølgelig lægge tax oveni. Det eneste der faktisk var dyrt, var vinen, som vi købte den ene aften. Den første dag skulle jeg, i ægte Carrie Bradshaw stil, prøve en Shirley Tempel, som desværre viste sig at være en kirsebær sodanvand. I’m so sorry, men den kunne jeg simpelthen ikke drikke op. Cafeteria har åbent 24/7, og jeg tror det vil være et vildt hyggeligt sted at side og få nogle drinks ud på de sene timer. Det er virkelig skønt når man får anbefalet steder og seværdigheder af de lokale, så man ikke kun kommer alle de turistede steder. Når jeg en gang kommer til New York igen, skal jeg helt sikkert på Cafeteria.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...