Repost // opskrift på chokorug
Jeg laver en repost af dette indlæg, som I har fået en gang, men jeg kan se at jeg får mange sidevisninger på den, og så er der altså også kommet lidt nye læsere til, som jo heller ikke skal snydes for opskriften på disse skønne bidder. Here goes:
Ca. 30 boller:
1 kg. rugbrødsblanding + tilhørende tørgær (jeg har brugt havrerugbrød fra Finax)
250-275 g. mørk chokolade med 44% kakaobestanddele (jeg brugte Marabou)
Hakkede hasselnødder til at vende bollerne i
Bland posens indhold med tørgæren i en skål. Tilsæt 8 dl. vand (lidt varmere end lunkent = ca. 35 grader). Ælt dejen i 5 minutter med en håndmixer på højeste trin. Vær opmærksom på at en dej med et højt indhold af kerner vil føles ‘våd’ under æltning, da kernerne først opsuger vandet under hævningen. Hak chokolade groft og bland i dejen. Del dejen i 3 lige store klumper og rul dem ud til pølser, som hver deles i 10 stykker. Vend bollerne i de hakkede hasselnøder og læg dem tæt op ad hinanden (ca. ½ cm. mellemrum) på en bageplade med bagepapir. Lad bollerne hæve ca. 60 minutter ved stuetemperatur under et fugtigt viskestykke. Bag brødene i en forvarmet ovn i ca. 30 minutter ved 200 grader (175 grader varmluft). Tjek gerne 5-10 minutter før de er færdige med en tandstikker, om bollerne er klæg indeni. Hvis ikke, kan de tages ud med det samme. Når bollerne er færdigbagt, tages de straks ud af ovnen og lægges til afkøling på en bagerist.
De er lækre at spise lune med smør, eller kolde som en snack dagen efter.