Så får I lige en mindre billedstorm fra Dominion Theatre + et lille review af musicalen We Will Rock You, som vi var inde og se i London.

Teatret er virkelig nemt at finde. Det ligger på New Oxford Street helt nede for enden af Oxford Street ved Tottenham Court Road station. Jeg starter stort set altid fra Marble Arch station med at gå ned af Oxford Street, og synes derfor aldrig jeg kommer helt ned i den ende af Oxford Street, da det er mange af de samme butikker der ligger der ned ad, og man er som regel blevet træt i benene inden man når hele Oxford Street igennem – forudsat at man har brugt flere timer på at rende ind og ud af butikker selvfølgelig. Men fordi vi skulle hen til det teater, fandt vi ud af at der lå en helt ny Primark (9 uger gammel) i den ende af Oxford Street. En Primark i hver ende af Oxford Street – hvor fantastisk! Den nye var meget mere overskuelig og rydelig en den i den anden ende, og så havde den 3 eller 4 etager. Tror også det giver noget luft med to Primarks på den gade, da man altid fik klaustrofobi og svedeture af at rende rundt blandt menneskemyldret i den anden.

Nå det var et lille sidespring fra emnet. Teatret er virkelig smukt og formentlig gammelt. Der er sådan en hyggelig stemning derinde. Jeg har desværre ikke taget nogen billeder under forestillingen, da det jo ikke er tilladt. Queen musicalen har kørt i mange år nu, og har ligget nr. 1 i virkelig lang tid, og Dominion viser vist nok kun den ene musical!

 

For at starte med slutningen, så synes jeg alt i alt at We Will Rock You var en rigtig god og underholdende musical, omend man skal spidse lidt ekstra ører, for at være med på alle deres jokes i den. Faktisk tog det mig nærmest hele 1. afdeling rigtigt at føle musicalen og stemningen, men efter pausen var jeg til gengæld også hooked, og sad og sang med på mange af Queen sangene. Jeg tror at jeg syntes musicalen var lidt underlig til at starte med. Hvis man regner med at den handler om selve Queen, ja så bliver I altså overraskede når I ser den. Den handler om den moderne teknologi, fremtiden, globaliseringen etc. F.eks. var Radio Ga Ga nu lavet om til Internet Ga Ga. Men dog en sød historie, og en super fed stemning til sidst, da alle publikum rejste sig op og klappede og sang med.

Jeg har kun én gang forinden været inde og se en musical før. Det var ‘Den eneste ene’ inde i Forum. Jeg tror det er 5-7 år siden, og det var noget anderledes end We Will Rock You. Mere moderne location, scenen var i midten og alle publikum sad i en firkant udenom, virkelig gode sange og danse, Skuespillerne var så tæt på en, og stemningen var nærmest ubeskrivelig, og så var der det at man kendte de danske skuespillere i musicalen. Det gør ligesom et eller andet, at man kender dem fra andre roller. Måske derfor var mine forventninger også høje, da jeg skulle ind og se We Will Rock You – London er jo trods alt kendt for sine fænomenale musicals. To vidt forskellige musicals, men gode på lige så forskellige måder. Jeg vil i hvert fald helt sikkert gerne se en musical i London igen.

Vi sad på det der hedder ‘Circel’ hvilket vel er balkonen. Det er i hvert fald ovenpå. Det er de pladser jeg har taget billeder af her på sidste billede. Der var også helt vildt mange pladser nedenunder. Selvom vi sad ret langt væk fra scenen, så føltes det ikke så langt væk. Man kunne sagtens følge med og pladserne var gode – det eneste minus er at der blev virkelig virkelig koldt så snart showet startede, men det gælder nu nok for hele salen. Men bare et lille tip om at tage godt med tøj på i hvert fald.

I dag står jeg på loppemarked i Vordingborg, så kig et smut forbi hvis I er lige i nærheden 🙂

 

 

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...