Hjemmelavede fastelavnsboller
I går bagte min søster og jeg fastelavnsboller, og selv om fastelavn er ved at være overstået, vil jeg alligevel lige dele opskriften med jer.
Til 24 stk. skal du bruge:
500 g hvedemel
200 g magarine
50 g sukker
50 g gær
2 dl. mælk
2 æg
1 tsk. salt
½ tsk. kardemomme
Fyld: hindbærsyltetøj, mørk chokolade, marcipan
Glasur: flormelis, vand, frugtfarve
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 220 grader. Lun mælken til 37 grader og opløs gæren heri. Ælt mel og de øvrige ingredienser til en ensartet dej. Lad dejen hæve lunt og tildækket til dobbelt størrelse, ca. 30 minutter. Del dejen i tre lige store dele. Form dem til kugler og lad dem hvile i 2-3 minutter. Rul hver kugle ud til en dejpølse i ca. 24 cm. længde. Del dem i hver 8 stykker og form dem til boller.
Tryk en fordybning midt i bollerne og kom fyld i.
OBS! Med hensyn til syltetøjet, så gå evt. ned til din lokale bager og spørg om du kan købe noget af det syltetøj han bruger til spandauere osv. Det er nemlig tykkere i konsistensen og ryger derfor ikke ud af bollen eller bliver branket under bagning, som alm. syltetøj ellers har tendens til.
Bag bollerne i ca. 15 minutter og lad dem køle helt af inden du pynter med glasur.
God fornøjelse med bagningen 🙂
