Trip down memory lane
I dag kunne jeg høre larm og dythorn fra studentervogne, og jeg kom til at tænke på at det i dag er præcis ét år siden at jeg var ude og køre studenterkørsel. Det var så ubeskriveligt fedt. Og det havde jeg virkelig ikke regnet med, min klasse taget i betragtning. Men alle var bare glade, musikken var høj og vi jublede og skreg og dansede hele tiden i den lettere ustabile vogn. Vi havde ipods og to kæmpe højttalere med i vognen, så det gav bare den fedste stemning. Vi fik lækker mad og snacks hos alle forældrene vi kom til, og vi blev mere end mætte. Min klasse kørte i to dage for at nå det hele, så Sankt Hans aften var vi selvfølgelig på stranden og synge midsommersang – mere eller mindre irriterende for alle andre der var på stranden 😛 Men er stadig helt ekstatisk over at vi havde sådan en uforglemmelig og fantastisk tur. Det var en af de fedeste ting jeg har været med til.
Jeg kan huske at der var så mange ting jeg skulle lige i den samme uge. Mandag blev jeg student, Onsdag blev min søster student, senere onsdag og hele torsdag var vi ude og køre studenterkørsel, fredag (morgen!) var der demission og om aftenen var der demi-adk og bytur. Weekenden? Har forhåbentlig fået sovet der. Studentertiden er virkelig en fed tid, og den gør at man føler at det var de tre år værd, selv om jeg havde mine svage øjeblikke i løbet af de tre år.
På selve dagen hvor huen skulle på, blev jeg bare så glad fordi jeg var færdig og min familie sad stolt og ventede. Fik godt nok ikke en særlig god karakter at skrive i huen, men kunne bare ikke andet end at være glad over at jeg var blevet student. Det er jo noget man kun oplever en gang. Så til jer nyudklækkede studenter, nyd studentertiden fuldt ud!